Living Yolates er en holistisk bevægelsesform, som fusionerer yoga, pilates og dans. Du guides igennem sessionen ind i dybe vejrtrækningsøvelser, der rummer stort potentiale for forløsning, fordybelse og frisætning af gammel energi. I Living Yolates forholder vi os konstant til naturen og årstidernes skift, og implementerer det i vores praksis.
Forløbet vil strække sig over 6 gange à 1 time og 45 minutter og afholdes af jordemoder og Living Yolates instruktør Simone Mørch.
Forløbet vil være sammensat så det egner til gravide, og der vil efter hver Living Yolates session på ca. 60 minutter være 45 minutter til samtale, refleksion og deling af det der fylder i graviditeten. Samtalen er med rod i jordemoderfaglige små oplæg som relaterer sig til tiden før, under og efter fødslen.
Alle kan deltage, uafhængig af erfaring med nævnte bevægelsesformer og man kan være med på egne præmisser ved eventuelle graviditetsgener.