Mirakel er duoen Marte Schau (Norge) og Mikael Fleron (Danmark), som sammen skaber Nordic Spiritual Groove – musik der bevæger sig fra stille, næsten ceremonielle øjeblikke til puls, bevægelse og vild energi.
Deres lyd udspringer af en nordisk tone, men trækker også tydelige tråde til både østlige og vestlige musiktraditioner. Med kraftfuld vokal, sopranino-saxofon, harpe, keys, krystal syngeskåle, beats og percussion opbygger de musikken live med loopere. Lag for lag vokser et levende lydlandskab frem, hvor melodier, rytmer og atmosfærer får lov til at folde sig ud.
Musikken åbner et fælles rum for nærvær, fordybelse og forbindelse, og undervejs væver de små fortællinger fra deres fælles livs- og musikrejse ind i koncerten.
Mirakels koncerter udvikler sig ofte som en musikalsk rejse, hvor improvisation, fortællinger og nærvær får lov til at forme koncerten. Publikum inviteres til at synge med, bevæge sig og være en del af det rum, der opstår i musikken.


